iPhone 12 bliver et unikum

iPhone 12 bliver et unikum

13. okt

Tim Cook og hans utrolige team var den 13. oktober på scenen for at præsentere den nyeste serie af iPhones, og mobilmarkedet står nu overfor en revolution. Der er altid spænding op til lanceringsdagen hos Apple, og det er næsten en garanti, at der vil blive købt og forudbestilt iPhone 12 i massevis. Men hvad gør den så unik denne gang?

Apple har formået at lave en masse opgraderinger på det tekniske fundament, men det betyder ikke, at de er gået på kompromis med deres design – tværtimod har de lavet nogle løsninger, som har gjort den mindre og lettere, hvilket er noget af det mest banebrydende ved de nye modeller.

Hastighed er nøgleordet for nye modeller

Vi bruger vores mobil mere og mere i hverdagen – både i fritiden og til arbejde. Dét stiller nogle krav til funktionalitet og hastighed, og disse krav vokser i takt med at teknologien udvikles. Vi vil ganske enkelt ikke bruge mere tid end højest nødvendigt – specielt ikke, når vi bruger vores telefoner. Netop her rammer Apple hovedet på sømmet.

Til lanceringen præsenterede de en 6 core CPU og en 4 core GPU, som er 50 % hurtigere end nogensinde set. Det giver iPhone 12 en kæmpe trumf i forhold til deres konkurrenter og deres tidligere modeller, da dette virkelig er noget, man som bruger vil kunne mærke. Faktisk er det en opgradering, som betyder, at folk vil have svært ved nogensinde at ”gå tilbage”, hvis de først har haft en iPhone 12 i hånden.

Udover en processor, der sætter andre smartphones til vægs, slutter hastighedsoptimeringen ikke her. De har nemlig – helt naturligt – gjort det muligt at arbejde med 5G. Det var noget, mange brugere havde håbet på, og nu blev det altså en realitet.

Der er to forskellige typer af 5G: mmWave og sub-6Ghz. Begge understøttes i samtlige iPhone 12-modeller. mmWave er det hurtigste, men har kortere rækkevidde end sub-6GHz. Sidstnævnte er stadig hurtigere end 4G/LTE, og har også længere rækkevidde.

iPhone 12 er altså et unikum, når det kommer til indmad, som ikke findes lignende hos konkurrenter eller i deres egne tidligere modeller. Dette kommer til at give dem et forspring på markedet, hvor de trods opgraderingerne stadig prisfastsætter sig mellem 699 og 799 dollars.  

Nyt design og stilfuldt design hos iPhone 12

Apple har altid været kendt for deres design, som hvert år er medvirkende til, at folk står flere timer i kø, så de kan købe den nyeste model. I år forventer eksperter at se det samme, om end salget primært kommer til at foregå online – ikke mindst grundet coronasituationen. 

De nye modeller i iPhone-serien holder det stilrene look, men modellerne er redesignet sammenlignet med tidligere modeller, og faktisk er iPhone 12 langt mindre end forventeligt. Der er sket forbedringer på stort set alt inde i den nye iPhone, hvilket som udgangspunkt ville betyde en større mobil. Det er imidlertid gået i den helt anden retning, og de nye iPhones er således smallere, tyndere og lettere end hidtil. Forbrugerne har altså en helt ny oplevelse i vente. 


Følg og få notifikationer ved næste blogindlæg


x